Ironman 2008:

 

 

I maj 2008 prøvede jeg for første gang kræfter med Triathlon sporten og da jeg ikke gør noget halvt, blev min debut en Ironman.

 

Ikke hvilken som helst Ironman, men Iromnan Lanzarote, der går for at være en af de sværeste i verden.

 

Og jo, det var en meget lang og hård dag!

Gennemførslen af min Ironman kunne kun lade sig gøre fordi min dejlige hustru, familie, venner og kolleger bakkede op - tak skal I have!

 

Selvportræt et par dage før konkurrencen

 

 

Hjælp til træning m.v.

 

Thomas Borgesen

På min vej mod Ironman Lanzarote 2008 gjorde jeg brug af en personlig træner. Det kan varmt anbefales, da det dels sætter struktur på træningen men samtidig også både motiverer og er med til at forebygge skader.

 

Min træner var og er stadig min gode ven Thomas Børgesen - giv ham et kald eller tjek hans hjemmeside, hvis du kunne bruge lidt sparring omkring din træning.

 

www.thomasborgesen.dk

 

Thomas er også massør og zoneterapeut - evner jeg også havde stor glæde af undervejs.

 

 

Ulrik Olsen

Ulrik kendte jeg stort set ikke før ugen op til den store dag, hvor vi trænede sammen på Lanzarote. På dagen skulle Ulrik dog vise sig, at få afgørende betydning, da han nærmest trak mig gennem løbeturen og i mål. Tak Ulrik!

 

Ulrik er indehaver af træningscentret Balance Club i Rødovre. Et rigtig godt sted at træne uanset om du er til styrketræning, spinning eller anden holdtræning.

 

www.balanceclub.dk

 

 

letpension

Gennem den hårde træningsperiode viste min arbejdsplads stor fleksibilitet og gav mig mulighed for selv at tilrettelægge store dele af min arbejdstid, så jeg kunne træne, når kroppen havde bedst af det.

 

Samtidig sponsorerede letpension også en del af mit træningstøj.

Ironman oplevelsen:

Herunder kan du læse min oplevelse af dagen for Ironman konkurrencen på Lanzarote i maj 2008.

 

Morgenen op til kick off

Endelig blev det lørdag morgen og da vækkeuret ringede kl. 03.45, var jeg allerede vågen. Ja; ganske som Thomas havde advaret om, havde jeg nærmest ikke sovet – det havde jeg heldigvis i dagene inden, så det betød ikke noget. Jeg følte mig kampklar!

Efter en god solid morgenmad med havregryn, brød og noget frugt, kyssede jeg Britt farvel. Som altid var hun der og som på alle træningsturene, fik jeg besked på at køre forsigtigt.

Jeg gik ned mod bussen, der skulle køre os fra Club La Santa til Puerto del Carmen, hvor svømningen skulle foregå. Jeg glædede mig allerede til at se Britt og resten af det uundværlige supportteam ude på ruten.

 

Ankommet til Carmen blev vi lukket ind i skifteområdet legitimeret på vores sølvgrå armbånd. Vi var i god tid, så stille og roligt blev cyklerne tjekket, dækkene pumpet og vandflaskerne fyldt. Jeg var fulgtes med Thomas A. fra morgenstunden og jeg nød stor glæde af hans rolige væremåde. Det beroligede også mig og mod al forventning kunne jeg nøjes med at besøge toilettet en enkelt gang før start.

 

Kl. 06.15 skulle våddragten på, så vi i god tid kunne komme ned på stranden og gøre klar til start. Ulrik og Michael, der havde overnattet i Carmen, var også dukket op og Ulrik skulle lige låne min pumpe til at gøre sin cykel klar. Det var et stort skifteområde, men han var uforholdsmæssigt længe om at komme tilbage med pumpen. Han havde problemer med at få pumpen til at virke og jeg måtte hurtigt med ham ned og få noget luft i dækkene.

 

Klokken var blevet 06.45 og starten nærmede sig. På med badehætterne, lukke våddragterne i nakken og så ellers ned på stranden, hvor størstedelen af de andre 1.200 triatleter allerede var linet op og klar til start. Jeg nåede lige at huske træner Thomas’ råd om at søge ud mod højre i startblokken og sekunder efter jeg havde indfundet mig lød startskuddet. Der havde slet ikke været tid til at blive nervøs for svømningen. Det var ellers her, jeg havde haft de største betænkeligheder hele vejen igennem og selvom træningen i dagene op til var gået godt, var jeg bestemt ikke sikker på noget som helst.

 

Svømningen

Starten var lige så kaotisk, som jeg havde ventet. Det viste sig at være helt rigtig at holde mig lidt ude i højre side, så selvom der var meget tumult de første 150 meter, undgik jeg det største kaos ude ved den første bøje. Den svære start var gået godt og det gav mig troen på, at svømningen alligevel kunne blive en god oplevelse.

 

Jeg havde på intet tidspunkt besvær med svømningen og selvom jeg havde lidt infight med nogle stykker undervejs, der enten svømmede for hurtigt eller for langsomt, så gik den første runde på svømmeturen over al forventning. Jeg var rigtig godt tilpas, da jeg trådte op af vandet for at løbe omkring tidsmåleren og ud i vandet igen. Lige før jeg nåede vandet stod Britt og min mor og heppede – det var fantastisk, at se dem der, og det gav mig endnu mere motivation til at tage de sidste 1.900 meter i bølgerne.

 

Selvom det blæste en del bemærkede jeg ikke bølgerne og strømmen. Prøvede blot at huske på nogle af de ting Inge og Thomas havde lært mig; vejrtrækning, armene i vandet og ikke bevæge benene for meget. Der var endda overskud til at kigge efter de mange fisk, der sikkert undrede sig bravt over, hvad 1.200 tåber i neopren lavede på deres hjemmebane

 

En time og 13 min. efter startskuddet kunne jeg forlade havvandet – 25 min. langsommere end de hurtigste. Det havde været en rigtig god oplevelse for mig og tiden var 10 min. hurtigere end jeg fra starten gladelig havde solgt den til. Jeg var kommet rigtig godt i gang og glædede mig til at komme videre i dagens arbejde.

 

Skiftet til cyklen

Fra vandkanten skulle vi løbe 150 meter hen over stranden. Halvvejs var opstillet en række brusere. Af med våddragten og hurtigt skylle det værste saltvand af kroppen og så videre op til skiftezonen. Hurtigt fandt jeg posen med mit cykel tøj og fulgte de mange andre atleter ind i omklædningsområdet. Her rendte flere hjælpere rundt og sikrede, at skuldrene fik et ordentligt lag solcreme – en lille advarsel om de næste mange timer i solen.

 

På med sokkerne, cykelhjelmen og solbrillerne. Mavebæltet fyldt med kulhydrater til cykelturen, skoene i hånden og så i løb ned mod cyklen, der var parkeret 3-400 meter nede af strandpromenaden. På grund af det ret store og meget aflange skifteområde tog det ca. 10 min. fra jeg forlod vandkanten til jeg kunne sætte mig tilrette på sadlen og bevæge mig ud på de næste 180 meget blæsende kilometer på cyklen.

 

De bedste atleter brugte kun 3-4 minutter på dette skift. Det var ikke noget jeg havde øvet mig på og jeg har helt sikkert noget at lære til en anden gang.

 

Cyklingen

Jeg havde været rigtig godt kørende på cyklen i ugerne op til konkurrence og jeg kendte både ruten og ikke mindst blæsten ud og ind efter adskillige træningsture på Lanzarote, så cykelturen var den del af konkurrencen, jeg havde glædet mig allermest til. At blæsten var hård denne dag bekræftede arrangørerne, da de allerede inden starten forlængede tidsfristen på cykelturen med 1½ time.

 

Desværre virkede benene allerede fra starten tunge og musklerne var stenhårde. En mærkelig fornemmelse, som jeg ikke havde prøvet før. Til at starte med, var jeg overbevist om, at det blot var svømmeturen og nervøsiteten, der lige skulle trædes ud gennem pedalerne.

 

Jeg lagde mig i pulszonen som Thomas havde beregnet før løbet, nød morgensolen, der varmede, og forsøgte at glemme de tunge ben. På den første strækning forsøgte jeg at drikke mest muligt vand og energidrik for at fylde depoterne og give benene noget at arbejde med.

 

Som tiden gik, blev det klart for mig, at benene ikke havde valgt at ville samarbejde og jeg indstillede mig langsomt på ikke at være helt så flyvende, som jeg havde håbet på. Da jeg ramte den første rigtige stigning op over Ildbjergene efter ca. 40 km, mærkede jeg også for første gang dagens hårde vind lige i ansigtet. Stigningen var godt 5 km lang og de første 3 km var vejen som en lineal, hvor jeg blot kunne konstatere, at det helt sikkert gik opad.

 

Stigningerne har altid været min force og jeg kunne glæde mig over, at benene faktisk havde det helt godt med at arbejde sig opad. Uden at vide hvorfor begyndte jeg at tælle hvor mange jeg overhalede op ad bakken og hvor mange der overhalede mig. Et underligt tidsfordriv mens sveden haglede fra panden, og på toppen kunne jeg erklære mig som vinder med cifrene 20-3. Måske var de dårlige ben blot indbildning….

 

Desværre nej, på det flade stykke frem mod Tinajo var følelsen den samme og jeg kunne se på cykelcomputeren, at hastigheden lå 4-5 km. lavere end den burde, med den puls jeg kørte i. Øv øv øv; der var altså ikke andet at gøre end at affinde mig med benenes tilstand – også mentalt var dette en udfordring, som jeg ikke lige havde ventet mig på dette tidspunkt af dagen. Godt jeg havde nogle langt mere ømme ben fra den sidste del af cykelturen på 540 km fra Trondheim til Oslo at tænke tilbage på – så var dagens ben jo sprængfyldte med energi ved siden af.

 

Efter ca. 1/3 af cykelturen så jeg mit navn skrevet i asfalten i bedste Tour de France stil. Jeg glemte alt om mine ben, fik et smil på læben og vidste, at supporterne var i nærheden. Ganske rigtigt mødte jeg dem et par km længere fremme. Og ikke nok med at de kom med opildnende tilråb, de havde også lavet store bannere og var klædt i ens uniform – ingen andre atleter kunne mønstre så stor og velforberedt fanklub.

 

Dét var motiverende og af bare stolthed satte jeg farten op. Foruden motivationen mindede synet mig også om, at denne dag også betød en hel del for rigtig mange andre end mig selv. Alle dem, der havde fulgt mine forberedelser, lidt afsagn i mit fravær og stået model til al min nørdede snak om denne Ironman. Kolleger, venner familie og ikke mindst Britt – de havde også aktier i vejen mod målet og skulle ikke skuffes.

 

Cykelturens anden 1/3 var klart den hårdeste med de to værste og længste stigninger – dem jeg havde glædet mig allermest til at klatre opad. Før jeg nåede stigningerne rullede Inge og Thomas op på siden af mig i bil for at få en stemningsrapport. De kunne godt fornemme, at det ikke helt spillede som planlagt og rådede mig til at spise og drikke rigeligt de næste kilometer.

 

Som sagt så gjort og da jeg nåede stigningerne reagerede benene heldigvis på præcis samme måde som på dagens første bjerg og selvom jeg ikke talte denne gang, er jeg ikke i tvivl om, at det også her blev til en storsejr opad. Vinden var modbydelig opad bakken og jeg priste mig lykkelig for kun at have mine knap 70 kg at slæbe på. Nedkørslerne har jeg aldrig rigtig brudt mig om og slet ikke hårnålesving i strid vind og faktisk tabte jeg nok det samme på nedkørslen, som jeg havde vundet på vejen op.

 

Pyt; jeg kom ned i et helt stykke og straks efter begyndte 10-12 km stigning, hvor procenterne indimellem var så høje, at enkelte af konkurrenterne måtte af cyklen og trække den op. Jeg blev i sadlen og nød den smertende fornemmelse af mælkesyren, der hobede sig op. Det var en dejlig afveksling fra den stive krampe fornemmelse de ellers bød på. Et meget smukt sidste stykke op til udsigtspunktet på Mirador del Rio, 120 km var kørt og de værste stigninger var overstået.

 

De sidste 60 km var på papiret de letteste og mere end halvdelen foregik ned ad bakke og i medvind. Efter en lang nedkørsel og 10 km med medvind havde jeg mentalt indstillet mig på 40 hårde afsluttende kilometer i sadlen og med 50 km/t ned mod rundkørslen i Tahiche kunne jeg se bannerne på lang afstand. Peter Bering Supporters slog til igen med opildnende tilråb og klapsalver – ganske enkelt fantastisk.

 

Det gav mentalt overskud og jeg lod mig på mærkelig vis slet ikke påvirke af, at benene nu svarede igen med regulere kramper. Det var slut med at stå op i pedalerne måtte jeg konstatere og jeg flyttede al fokus på at æde de sidste kilometer siddende. Kort før mål på nedkørslen mod Carmen fløj Ulrik pludselig forbi og blev vist temmelig overrasket over at se mig der – helt fint tænkte jeg. Så har jeg en at jagte på løbeturen…

 

Jeg sled mig mod mål og var egentlig stolt over at være kommet så godt igennem – ikke mindst mentalt. Alt i alt havde cykelturen taget 6 timer og 50 min., eller 50 min. længere end jeg havde håbet på. Vejret taget i betragtning, var det ikke så slemt endda. Nu var det bare spændende hvad benene sagde til at komme i løbeskoene og bevæge sig gennem de sidste godt 42 km i bagende sol.

 

Skiftet til løbesko

Skoene blev klikket ud af pedalerne, cyklen afleveret til hjælperne i målområdet og fødderne befriet fra cykelskoene før jeg bevægede mig op i skiftezonen. Nye strømper på, mere solcreme i nakken, på med kasketten og så i løbeskoene.

 

Løbet

Vi skulle løbe 4 gange frem og tilbage på en strækning på godt 5 km hver vej. Turen foregik langs strandpromenaden i Puerto del Carmen, en klassisk ferieby med masser af særligt tyske og engelske turister. Hver gang en løber havde løbet en runde (godt 10 km) fik vi udleveret et armbånd – først et gult, så et rødt og til sidst et blåt. På den måde kunne tilskuere og deltagere holde øje med hvor langt de forskellige var nået.

 

Jeg løb ud på løbeturen med en rigtig god følelse i kroppen. Dels var jeg igennem cyklingen og dels virkede det ikke til, at kramperne var fulgt med over i løbeskoene. Det var bagende varmt og på turen ud til vendepunktet mødte jeg først Michael og siden Ulrik. De var altså begge foran mig, men ikke længere end jeg var overbevist om, at jeg ville indhente dem i løbet af de næste omgange.

 

Overalt på ruten var der tilskuere der heppede, musik der spillede og andre atleter, der kæmpede sig igennem varmen. Også Peter Bering Supporters var der og igen med en imponerende opbakning.

 

Den første runde tog lige over en time og benene havde egentlig opført sig pænt. Jeg fik det gule armbånd og der var kun 3 runder tilbage. Det tegnede helt fornuftigt.

På de næste 5 km faldt tempoet lidt yderligere og benene begyndte at fortælle, at de absolut ikke syntes det var sjovt længere. Efter ca. 17 km indhentede jeg Ulrik og sammen fortsatte vi i langsomt tempo. Vi kunne hurtigt blive enige om, at der var ved at være udsolgt og i fællesskab traf vi dagens eneste forkerte beslutning. Vi begyndte at gå!

 

Beslutningen var vi bagefter helt klar over var forkert. Kald os sindssyge i gerningsøjeblikket – på det tidspunkt virkede det i hvert fald som den eneste rigtige beslutning. Smerterne i benene var enorme og personligt var jeg en overgang overbevist om, at ingen i hele verden havde lige så ondt som jeg.

 

Den fysiske udfordring var naturligvis ikke ren indbildning – vi havde trods alt været i gang i mere end 10 timer, men den mentale udfordring var uden tvivl den værste af dem alle.

 

Vi blev ved med at gå og aftalte sågar, at vi ville gå sammen i mål og i løbet af de næste ca. 5 km blev vi bedre og bedre til at overbevise hinanden om, at vi ikke kunne løbe mere. Vi havde helt klart ramt muren med et brag – fysisk og ikke mindst psykisk. Det gik meget langsomt fremad og tankerne om, hvor lang tid det ville tage at gå i mål gjorde kun selvmedlidenheden større.

 

Kort før 2. rundes afslutning mødte vi supporterne igen og stik imod al forventning, var der ingen medlidenhed her. Jeg havde desperat brug for bare at stoppe op og omfavne Britt, men i stedet for at bekræfte mig i smerterne og trætheden, bad hun mig bare fortsætte og forsøgte at få mig til at løbe ned mod målområdet og et nyt armbånd. Det lignede ikke Britt og senere fandt jeg da også ud af, at hun handlede på klar opfordring fra Thomas og Inge, der vidste, at et ophold ikke ville gavne min kamp mod målstregen.

 

Udstyret med armbånd nr. 2 fortsatte Ulrik og jeg gående ud på den sidste halvdel af maraton ruten og halvvejs ude af strandpromenaden blev vi mødt af dagens største og mest velfortjente skideballe – Træner duoen Thomas og Inge var de velmenende leverandører. De havde begge set Ulriks og min dårlige indflydelse på hinanden og vidste, at vi ikke ville komme til at løbe igen, så længe vi fulgtes ad.

 

Resolut trak Thomas af med Ulrik og hjalp ham til lige så stille at få gang i benene igen. Jeg var helt færdig og havde lyst til bage at ligge mig ind i skyggen, tage en lang lur og glemme alt om at blive Ironman. Inge kiggede mig dybt i øjnene og gentog adskillige gange, at jeg var på vej mod en ironman og at hun vidste jeg kunne gennemføre. Selvfølgelig havde hun ret og det hjalp gevaldigt at hun blev ved med at sige det.

 

Vi gik sammen hen til næste depot og selvom det ikke lige var det, jeg havde lyst til, bad Inge mig drikke et glas lunkent cola. Med dette i maven og både Inge og Thomas ved min side begyndte jeg igen at flytte fødderne mens Thomas og jeg højt talte mine skridt – et, to, tre, fire…

 

Dette simple trick blev fra dette sekund mit våben mod den mentale udfordring. Jeg glemte ofte, hvor langt i talrækken jeg var kommet og måtte starte forfra igen, men det betød intet, for jeg var rent faktisk i gang med at løbe igen. Næsten uden ved rutens vendepunkt nåede jeg Ulrik. Jeg holdte mig i modsatte side af vejen af ham for ikke at risikere at begå samme fejl igen. Vi nøjedes med at sende hinanden det blik, der bare sagde ”Godt at se, at du løber igen!” til hinanden.

 

Jeg løb hele vejen frem til dagens sidste armbånd og der var nu kun godt 10 km tilbage. Ulrik havde holdt samme tempo og med vores sidste armbånd om armen, kunne vi ikke lade være med at nærme os hinanden. Vi gav hinanden håndslag på, at vi som aftalt ville følges i mål - men også, at vi ville løbe hele vejen og ikke gå i stå.

 

Da vi mødte supporterne og ikke mindst Thomas og Inge ude på ruten kunne jeg se lettelsen i deres ansigt over, at vi fortsat løb. Jeg aner ikke hvor vi fandt kræfterne – mentale som psykiske – men pludselig var de der. En god oplevelse at have i rygsækken, når udfordringer i andre henseender bliver lidt hårde.

 

Da vi nåede vendepunktet for sidste gang, var de allerede ved at pakke sammen derude. Lidt mærkeligt eftersom der var mere end 4 timer tilbage til tidsgrænsen og mange løbere havde flere omgange tilbage. Sammen med tusmørket, der langsomt sneg sig frem, gav det en følelse af, at dagen var ved at være slut – og det var den heldigvis også.

 

Målstregen

Da vi sidste gang nåede ned til supporterne kort før mål, kunne jeg tage Britt i hånden og sammen kunne vi løbe de sidste par hundrede meter ned mod den målstreg, jeg havde ventet på at krydse de sidste 13 timer og 44 min.

 

Følelsen af at krydse stregen og få medaljen om halsen var helt ubeskrivelig og følelserne sad helt udenpå det saltfyldte tøj. Mere end 500 timers træning og ikke mindst dagens mange timer i aktion var slut og målet var nået – og vigtigst af alt med Britt ved min side.

Smerterne og udfordringerne gennem dagen havde været langt større end jeg havde frygtet og et kort øjeblik lovede jeg mig selv aldrig at gøre det mere – men kun et kort øjeblik!

Jeg kunne kalde mig Ironman på verdens hårdeste rute og så i mit første triatlon stævne nogensinde!

Billeder fra dagen:

 

 

 

 

 

Udstyr til dagen

 

Kaotisk start - dagen er igang

 

Svømningen veloverstået

 

Min fanclub - Peter Bering Supporters

 

Kanon opbakning

 

 

 

 

 

 

Tidligt på cykelturen

 

50 km. tilbage - benene er ved at være trætte

 

Slut på cyklen - nu skal løbetøjet på

 

Skiftezonen

 

Tidligt på løbeturen - mens benene har det godt!

 

Nu gør det ondt - og det går ikke særlig stærkt

 

Det lykkedes - en fantastisk oplevelse

Peter Bering - www.pbering.dk